Yderligere aktiviteter

Aktiviteter i Andalusien

Competa

Competa er udgangspunkt for vandreturismen i denne del af Andalusien. Byens turistkontor kan være behjælpelig med information fx vandrekort, ligesom der er et par adventure-shops der også kan være til hjælp.

Udover at foreslå ruter etc. arrangeres der også adventure-ture rundt i området, riverrafting, MTB-ture, vandreture med guide …… Flere steder i byen udlejes der cykler, såvel racercykler som MTB-cykler.

Strandtur til Middelhavet

En halv times kørsel ned ad bjerget, og man befinder sig ved dejlige middelhavsstrande. Algarrobo Costa og Caleta de Velez ligger i forbindelse med hinanden. Caleta de Velez kendetegnende ved de små og gamle beboelseshuse ved promenaden.

Torrox Costa ligger en smule mere østpå og Nerja yderligere østpå, hvor strandene er små laguner mellem klippefremspringene. På strandene kan der lejes parasoller og liggestole.

Vandretur til Acebuchal

Et par km. udenfor Competa i retning mod Nerja starter vandreruten mod Acebuchal, som er en stor oplevelse at gennemføre. Ruten er på ca. 6 km hen og det samme tilbage. Stierne er gode og let fremkommelige, og der opstår hele tiden nye udsigter som kan tage pusten fra enhver.

Acebuchal ligger mellem den hvide by Frigiliana og Competa, og lå på den mulddyrsti der oprindelig førte fra Nerja til Granada gennem bjergkæden Sierra de Almijara. Frigiliana var en ”rød”, republikansk by under Den Spanske Borgerkrig fra 1936-39, altså mod Franco. Franco indtog byen i 1937 og der blev ikke taget på oprørerne med fløjlshandsker. Mange flygtede ud i bjergene, og disse Maquis, som de blev kaldt, provianterede i den nærmeste by som var Acebuchal.

Det var ikke holdbart at være ”fanget” mellem de stridende parter, og derfor rejste mange i løbet 40’erne fra Acebuchal til enten Frigiliana eller Competa og i 1948 blev de sidste beboere beordret til at flytte. Acebuchal stod tom i tre årtier, og blev kaldt Den fortabte by og Spøgelsesbyen. Mange efterkommere længtes tilbage og en af dem, Virtudes fik overtalt sin mand Antonio til at genopbygge landsbyen. Stykke for stykke, hus efter hus blev renoveret og står i dag i sin oprindelige stil – fantastisk flot og charmerende.

Antonio driver en restaurant i byen, og hver eneste dag valfarter folk til stedet for at nyde den fremragende hjemmelavede mad der serveres.

Acebuchal er et fantastisk sted, her er enormt stille, de store bjerge står stejlt rundt om byen, beskyttende, men også som vidner på en barsk historie.

Caminito del Rey

Den lille kongevej som denne efterhånden verdensberømte vandresti hedder, og som blev genåbnet i 2015 efter en restaurering og genetablering til over 20 mill. Kr.

Oprindelig blev stien bygget i begyndelsen af 1900-tallet for at kunne transportere mennesker og materiel mellem to vandkraftværker der lå i hver sin ende af El Chorro-kløften. Ca. 90 min. kørsel fra Competa kommer man til Caminito del Rey. Da der kun udstedes et vist antal billetter om dagen, er det nødvendigt at bestille på forhånd på nettet. Man skal være tidligt ude, da denne attraktion er meget efterspurgt, og det kan være nødvendigt at bestille gennem nogle af de bureauer der reklamerer med ture til stedet.

Stien er små 8 km. lang og kræver ikke specielle forudsætninger, dog skal man ikke lide af for meget højdeskræk. Stierne og hængebroerne er velanlagte, og der er gode gelændere og værn hele vejen rundt.

Det er en fantastisk tur i et meget dramatisk landskab, bestående af dybe kløfter med krystalklart vand, flere hundrede meter høje klipper og tunneler – og ser man mod himlen kredser gribbene højt deroppe.

Granada

For foden af Sierre Nevada bor 235.000 mennesker i byen Granada, som først og fremmest er kendt for at huse det mauriske palads Alhambra fra 1300-tallet og som i 1994 blev erklæret verdensarvsområde.

Paladset er sammen med Gaudis Sagrada Familia i Barcelona, Spaniens mest besøgte seværdighed.

Ronda

Rondas ældre mauriske bydel La Ciudad og den yngre bydel El Mercadillo deles af en over 100 meter dyb kløft, som tiltrækker mange turister hvert år. Ronda er en af Spaniens ældste byer og er indehaver af den ældste tyrefægterarena i Spanien. Ca. 2 timers kørsel fra Competa.

Sierra Nevada

To timers kørsel fra Competa ligger Europas sydligste skisportsted Sierra Nevada og samtidig nogle af Spaniens højeste bjerge på over 3.000 m.o.h. Her er alt hvad der hører sig til vintersport, velfungerende løjper, lifte og udstyrsudlejning. Om sommeren er flere af løjperne omdannet til MTB baner og skisportsudlejningen er skiftet ud med MTB-udstyr.